Om mangel på - billig – arbejdskraft

Af Frederik Imer Pedersen, Cheføkonom 3F
 
For folk med interesse for dansk økonomi kommer det næppe som nogen overraskelse, at vi har passeret 3 mio. beskæftigede lønmodtagere i dansk økonomi. En fantastisk og helt vild milepæl - ikke mindst i lyset af at de utallige meldinger, der gennem de seneste mange år er kommet fra erhvervslivet om mangel på arbejdskraft. Med besked om vi ville banke hovedet mod loftet på arbejdsmarkedet, hvis ikke politikerne kom i arbejdstøjet. 

Vi skal således helt tilbage til 2014 for at finde de første advarsler om problemer med at skaffe arbejdskraft – et tidspunkt hvor lønmodtagerbeskæftigelsen lå mere end 450.000 personer lavere end i dag. Og siden da er advarslerne kommet med jævne mellemrum (se figur) typisk akkompagneret med krav om nye arbejdsmarkedsreformer eller lempelser for import af arbejdskraft fra 3. lande (uden for EU).

Arbejdsmarkedet er dog blevet ved med at levere beskæftigelse i stor stil. Før corona-krisen trådte ind i begyndelsen af 2020 troede mange, at nu kunne beskæftigelsen ikke stige meget mere. Men da restriktionerne blev lempet igen og økonomien samtidig var blevet stimuleret tog beskæftigelsen ny fart, og den ligger nu godt 225.000 personer højere end ved årsskiftet 2019/20. Alene det seneste år er lønmodtagerbeskæftigelsen steget med 30.000 personer, og vi har efter alt at dømme ikke set toppen endnu.

Trods den fortsat stigende beskæftigelse er indikatorerne for mangel på arbejdskraft aftaget og ligger nu lavere, end vi har set de seneste år. Den største og mest omfattende undersøgelse af rekrutteringssituationen herhjemme kommer fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Den seneste udkom lige før sommerferien, men fik ikke nogen nævneværdig opmærksomhed i medierne. Den viste ellers, at 9 ud af 10 rekrutteringsforsøg herhjemme bliver besat succesfuldt. Det er mere, end det vi så i både 2021 og 2022 og på niveau med det vi så i 2019, før corona satte ind.

Så på trods af godt 225.000 flere lønmodtagere i beskæftigelse i Danmark har virksomhederne i 2023 og 2024 ikke haft sværere ved at rekruttere end i 2019. Nej faktisk er arbejdsmarkedet stadig lige så velfungerende nu som den gang.

Ny bog
De utallige beklagelser fra erhvervslivet om mangel på arbejdskraft samt krav om politiske reaktioner er baggrunden for en ny bog ”Om mangel på arbejdskraft” der netop er udgivet.

Her skriver jeg sammen med økonomer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AIA (Socialdemokratiets analyseafdeling) samt folketingspolitikerne Frederik Vad og Jens Joel kapitler med forskellige perspektiver på netop det tema.

Der er især en kritik af de utallige meldinger om mangel på arbejdskraft fra erhvervslivet og de borgerlige, der har været brugt som løftestang til krav om nye hårde reformer, skattelettelser eller lempelser for import af arbejdskraft fra 3. lande. Altså krav om politiske reaktioner.

I en fri markedsøkonomi fastsættes prisen på varer og tjenester ved at udbud og efterspørgsel mødes. På arbejdsmarkedet er det lønnen der skal sikre balancen mellem udbud og efterspørgsel.

Så når virksomhederne i flere år har meldt om udbredt mangel på arbejdskraft, er det et tegn på, at det går så godt i dansk økonomi, at man er villig til at købe mere arbejdskraft til den løn der er gældende. Det er ikke et tegn på – som fx Dansk Erhverv og Dansk Industri har været ude og melde - at vi har et strukturelt samfundsøkonomisk problem. Som skal løses politisk.

Det er altså forkert, at stærke konjunkturer, der er et naturligt og midlertidigt fænomen udlægges, som et langsigtet og strukturelt problem, der skal løses af politikerne uden om markedet. Løsningen er netop markedet – at lønningerne stiger og får lønmodtagerne til at søge job på de virksomheder, hvor de skaber mest værdi og der er mest brug for dem. De dygtigste og mest produktive virksomheder vinder kampen om arbejdskraften – den knappe ressource.

Der er selvfølgelige undtagelser fra det generelle: På nogle områder er efterspørgslen på arbejdskraft politisk bestemt. Hvis der f.eks. er et mål om, at der skal være et vist antal pædagoger i børnehaverne, eller at vi skal i mål med den grønne omstilling. Så er det politikerne der er med til at definere efterspørgslen, ligesom lønninger i det offentlige generelt er stramt styret for almindelige medarbejdere. Og på den baggrund er der argumenter for, at politikerne også må sørge for, at udbuddet er til stede, så den kan matche efterspørgslen.

Den 24. august 2018 proklamerede Brian Mikkelsen som ny direktør for Dansk Erhverv, at manglen på arbejdskraft var så stor, så vi risikerede at økonomien kollapsede i løbet af et års tid. Det var et spørgsmål om velfærdsstatens fremtid hed den dystre forudsigelse.
Status i dag - 6 år efter - er at beskæftigelsen er steget med 268.000 personer. Vel og mærke uden at der er gennemført nye store reformer eller lempet for udenlandsk arbejdskraft. Hverken økonomien eller velfærdsstaten er kollapset.

Den positive sidegevinst ved den stærke konjunkturopgang, er at grænserne på arbejdsmarkedet har flyttet sig. Når det går så godt, så der er mangel på arbejdskraft, gør arbejdsgiverne fx. mere for at holde på de ældre. De tilpasser jobkravene, så svagere grupper får mulighed for at få foden inden for. De henter arbejdskraft fra udlandet, bl.a. fra EU-lande som Polen, Litauen, Rumænien og Sydeuropa.

Tilgangen til arbejdsmarkedet har de senere år været kraftigt stigende. Det gælder både fra herboende borgere og den udenlandske arbejdskraft med det faktum, at vi efterhånden må betragte os som en del af et større internationalt arbejdsmarked. Integrationen herhjemme sker simpelthen helt automatisk, når der er rigtig godt gang i økonomien.

Selv om beskæftigelsen er blevet ved med at slå rekorder, så bliver de danske erhvervsorganisationer og virksomheder ved med at kræve nye reformer og lettere adgang til arbejdskraft fra tredjelande. Der er ikke noget mætningspunkt. Så i virkeligheden
handler det mere om politisk hjælp til at holde lønnen i ro. Eller som Michael Svarer, tidligere økonomisk overvismand, er citeret for i bogen:

“Virksomhederne siger, at de mangler arbejdskraft. Men det, de måske i virkeligheden mener, er, at de mangler billig arbejdskraft.”

Manglen på arbejdskraft er godt for lønmodtagerne, fordi der er konkurrence om dem. Det er også positivt for samfundet, da manglen i sig selv skubber til udbuddet, så grænserne på arbejdsmarkedet flyttes op og flere får en chance for at komme i job. Samtidig investerer virksomhederne mere for at afhjælpe manglen, og det øger produktiviteten - den afgørende faktor for vores vækst og velstand på den lange bane. Det – samt perspektiver om mangel på arbejdskraft ift. at styre inflation, forbedre statsfinanserne, og hjælpe de mere end 40.000 unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i uddannelse eller i arbejde – kan man også læse mere om i bogen.

Figuren viser lønmodtagerbeskæftigelsen i Danmark, samt meldinger fra dansk erhvervsliv om mangel på arbejdskraft. Tallene viser hvor meget beskæftigelsen efter disse meldinger er steget frem til juli 2024.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

En lykønskning til en 20-årig eller?

Kommunistbekæmper og fredsaktivist

Regulering af algoritmisk ledelse - Er vi på vej ned ad en blindgyde

Danske kommuner – en politisk kastebold

Boganmeldelser i dette nummer

Det de kalder udkant kalder vi hjem
Yderområder, købstæder og det aparte København
Af Bjørn Brandenborg og Lars Olsen

 ”Fra liv med leg til liv med skærm”
Den Ængstelige Generation, opr. ”The Anxious Generation”
Af Jonathan Haidth

Midt i magten
et portræt af Claus Jensen formand for Dansk Metal
Af Martin Flink

Underskud
Om værdien af omsorg
Af Emma Holten

Derfor ender demokratiet som vi kender det
Af Søren Lippert

Debatindlæg i dette nummer

Hvorfor ny politik for plejehjemmene?